Smuk valmue

BØGER ER BARE DET BEDSTE
Der er film, der er uforglemmelige. ’Mine aftener i Paradis’, ’Gøgereden’, ’Den enfoldige morder’, ’Hemmeligheder og løgne’, ’Breaking the waves’. Men intet kan erstatte bøgerne. Det er vidunderligt at fordybe sig i en bog og være medskabende på bogens univers. Når man læser, bestemmer man selv, hvordan Dina i Herbjørg Wassmos bøger ser ud; man forestiller sig den indiske verden med syn, lyde og lugte i Vikram Seths ’En passende ung mand’. Man er sammen med musikerne i Erik Fosnes Hansens ’Salme ved rejsens slutning’ og griner og græder med drengen Frank McCourt i ’Angelas aske’. Man både røres og oprøres i Sue Monk Kidds ’Biernes hemmelige liv’ og i Nadeen Aslams ’Vildfarne elskende’. Hjertet banker for den lille dreng i Jonathan Safrans Foers ’Ekstremt højt og utrolig tæt på’ og man lever intenst med i opklaringen af kriminalitet i Håkan Nessers indtil nu tre bøger i Barbarotti-kvartetten – hvor der udover spænding også bliver plads til smil. Bøgerne åbner til det allerinderste hos os, og kun vi selv sætter grænser for, hvor langt ind vi vil gå.


Guldsmed

BØRN OG BØGER
Det er ikke alle børn, der læser bøger. De ser film og spiller spil på computeren, og det er helt fint. Også via computerspil får de udviklet fantasi og skelneevne. Alligevel sidder der en lille stemme inden i mig, der siger, at de går glip af en særlig form for udvikling, hvis de aldrig forsøger at læse en bog og selv være den, der sætter billeder på historierne. Men hvis vi læser højt for børn og børnebørn fra de er helt små og så længe, de vil lytte, så vil de fleste børn formentlig opdage bøgernes skjulte skatte. Og forresten – hvad er en forfatter uden læsere?


Sommerfugl

AT SKABE MENNESKER
Når jeg selv skriver, bliver jeg fanget ind af personerne. De bliver levende, og det i en grad, så jeg føler det helt forkert, hvis jeg bliver nødt til at ændre et navn eller et karaktertræk i et manuskript. Jamen, de hedder jo sådan, og de er sådan! Det virkelig fascinerende ved at skrive, er for mig at skabe nye mennesker. At se dem for mig, vide hvordan de tænker og føler, og hvordan de hver især vil reagere i en given situation. Hvis det lykkes at beskrive dem, så de lever, så vil det forplante sig til læseren, og alligevel ved jeg, at hver eneste læser ser og oplever dem anderledes, end jeg selv. For vi er altid medskabende, når vi læser, og det er jo netop dét, der er det fantastiske ved bøger. Læseren er ikke passiv, selv om det i høj grad ser sådan ud set udefra!


LIGHEDER OG ULIGHEDER
Jeg bliver ofte spurgt, om hvor meget af mig selv, der er med i bøgerne. Det er svært at svare på, for alle en bogs personer går igennem forfatteren. Men jeg tænker og føler ikke som mine personer, og jeg handler ikke som dem. I de tre krimier med Andrea de Lima har det tværtimod moret mig at udstyre Andrea de Lima med karaktertræk, som jeg anser for positive, men som jeg ikke selv har udviklet. Hun dyrker Taekwondo og løber, hvor jeg er meget u-sporty. Hun observerer alt omkring sig, mens jeg selv skal tvinge mig til at se, hvordan mennesker ser ud og ikke kun fornemme, hvordan de er. Og hun er meget kontant i sit væsen, hvor jeg selv aldrig er kommet mig over en opdragelse i flinkeskolen. Men så er det dejligt for en tid at krybe ind i en anden ham!


Bogorm

IDÉERNES VERDEN
Et andet tilbagevendende spørgsmål er, hvorfra jeg henter ideer og inspiration? Det er både let og vanskeligt at svare på. Det indlysende svar er, at bare en enkelt dags avislæsning kan give stof til adskillige bøger. Verden vrimler med historier, med dramaer og med fortællinger om den menneskelige psyke og adfærd.

Det svære er også selv at forstå, hvorfor jeg lige præcis skriver det, jeg skriver, når mulighederne nu er så altomfattende? Da jeg skrev de historiske fortællinger i ’Men Anna hun lo’, lod jeg mig mere eller mindre bevidst lede af det tilfældige kendskab til en given historisk periode. Men jeg er ude af stand til at svare på, hvor Mirja og Anton i første del af ’Stellas genkomst’ kom fra. Jeg havde kun et yderst overfladisk kendskab til Polen i 1940´erne, og jøder kendte jeg ingen af. Det krævede langvarig research, da historien først havde meldt sig og ville skrives. Hvorfra den kom? Det har jeg ingen anelse om. Den slags er med til at gøre det så fascinerende at skrive.